kombi

kombi

Hvad er Sprogfitness?


Projektet er udsprunget af projektet "Sprogfitness" fra 2013 støttet af Kulturstyrelsen. I projektet har pædagoger fra Børnehaven Fyrtårnet og Herningvej Skole samt bibliotekarer fra Aalborg Bibliotekerne samarbejdet om design og afvikling af en sprogfitnessdag i Aalborg Kommune. 

SAMARBEJDE MED PÆDAGOGUDDANNELSEN, UCN AALBORG

Sprogfitness er et projekt der udvikles og udføres i samarbejde mellem Aalborg bibliotekerne og UCN pædagogik. Det har været afholdt de sidste 3 år/gange (2014, 2015 & 2016) i samarbejde med pædagoguddannelsen, UCN Aalborg. Sprogfitness er afvikling af sproglege hvor de studerende skal formidle, forklare og hjælpe børnene til at udføre dem. Det er de pædagogstuderende som har udviklet og videreudviklet sproglegene. 


KORT OM PROJEKTET

Skolegrupperne i daginstitutionerne i hele Aalborg Kommune samt 0. klasserne inviteres til en årlig Sprogfitness-event med folkebiblioteket som bindeled mellem skoler og daginstitutioner. Formålet er i samarbejde med relevante fagligheder at igangsætte taktile og kinæstetiske læreprocesser for at skabe interesse og glæde ved sprog og læsning. Eventen udvikles lokalt, men vil efter projektet have nationalt potentiale ligesom den afsluttende rapport vil indeholde et idékatalog til, hvordan vi som folkebibliotek kan arbejde med børns læringsstile.

TILSAGN FRA STYRELSEN FOR BIBLIOTEK OG MEDIER

Formålet med projektet er at etablere en årlig sprog-fitness-dag a la skolernes motionsdag, men med fokus på læsning, taktile og kinæstetiske læreprocesser. Sprogfitness-dagen afholdes på bibliotekerne med skolegrupper i børnehaverne og 0. klasse i skolerne som målgruppe, 5-7-årige. Projektet kan være medvirkende til en blødere overgang fra børnehave til skole for børnene og kan skabe synergi mellem faglig viden hos bibliotekarer, pædagoger og lærere. Yderligere er det positivt at biblioteket indgår et samarbejde med en lokal uddannelsesinstitution i forhold til at kvalificere projektet. Kulturstyrelsen vurderer at et bredt fokus på læsning, hvor forskellige institutioner tager ejerskab kan være gavnligt for indsatsområdet.